Nysøs historie skrevet af Preben Bille Brahe

Se billeder og våbenskjold her.

Nysø er en herregård nordvest for Præstø, opført 1671-73 for købmanden/amtmanden Jens Lauridsen.
Herregården er den første i Danmark i barokstil og er opført i røde mursten samt i sandsten med rødt
tegltag. Den er omgivet af en voldgrav på oprindeligt fire, men siden 1780'erne tre sider. Fra 1809 indtil lensafløsningen var herregården centrum for Baroniet Stampenborg, som oprettedes af baron Holger Stampe 1754 - 1827.

Godset kalder sig stadig Stampenborg.
Nysø var i 1800-tallet samlingspunkt for mange kunstnere, bl.a. H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen, hos baron Henrik Stampe (1796 – 1876) og hustru Christine Stampe f. Dalgas (1797 – 1868). Herom mere senere. På slottet findes et museum for Thorvaldsen.
Nysø Gods er på 1041 hektar med Jungshovedgaard, Christinelund, Henriklund og Mariannelund.
Jungshoved er kendt fra Gøngehøvdingen.

Om Baroniet Stampenborgs oprettelse
Da statsminister Henrik Stampe (1713-1789) døde barnløs, havde han testamenteret sin formue til en nær
slægtning, hans brors ældste søn. Han havde også afsat et forlods på 200.000 rigsdaler til indkøb af
jordegods og oprettelsen af baroniet Stampenborg. Mere om Henrik Stampe senere. Den heldige arving
Holger Stampe opkøbte derfor Nysø og Jungshoved i 1800, og erigerede af godserne i 1809 et lensbaroni.
Holger lensbaron Stampe (1754 – 1827) var dansk søofficer og godsejer. Han var søn af sognepræst Frants Thestrup Stampe (1715-1762) og Dorothea Marie Olivarius (1723-1798). Han begyndte i flåden i 1767 og afgik 1802 som kommandørkaptajn, fordi han havde arvet en stor formue. Samme år oprettede han et legat til fordel for Søkadetkorpset på 2.000 rigsdaler. 

Holger Stampe giftede sig 22. maj 1793 i Holmens Kirke med Kirsten Kaas (Mur) (1766 - 1842), datter af
admiral Frederik Christian Kaas. Holger Stampe blev 1803 kammerherre og 28. oktober 1817 Ridder af
Dannebrog. De fik tre sønner.

Deres ældste søn, Henrik Stampe (1796-1876), overtog baroniet i 1827. Han var noget tilbagetrukket som
person, hvilket hans kone, Christine Stampe f. Dalgas (1797–1868), imidlertid ikke var. Hun kendte Bertel
Thorvaldsen, og da han kom til Danmark i 1838, inviterede hun ham til at bo på Nysø. Familien Stampe
rejste endvidere til Rom med ham i 1841 og 1842. Nysø blev således i perioder samlingssted for danske
kunstnere og har eksempelvis huset malere som J. V. Gertner, C. A. Jensen, Heinrich Buntzen, P. C.
Skovgaard og W. Marstrand og digtere som Adam Oehlenslæger, H. C. Andersen, Hauch, Grundtvig, B. S.
Ingemann og mange flere. I haven ligger en pavillon, som Thorvaldsen brugte som værksted.

Henrik Stampe var i perioder psykisk uligevægtig og havde desuden en excentrisk adfærd. Han var
passioneret motionist, nøgenbader og vegetar og i det hele taget aparte i sin opførsel, også uden for sine
sygdomsperioder. På grund af denne naturfilosofiske indstilling er Stampe blevet kaldt rousseauist. Han var
også begejstret for musik og poesi og komponerede og skrev selv. I lange perioder var det hustruen, som
bestyrede godset. Henrik og Christine Stampe var nogle af guldalderperiodens største mæcener, og
hovedbygningen på Nysø blev prydet med en smuk samling af kunstværker

Ligesom Thorvaldsen var Henrik og Christine Stampe hele livet nært knyttet til Italien, hvor de havde lært
hinanden at kende hos hendes broder Christian Dalgas (1789-1863), der var handelsmand i Livorno. I alt
havde de syv børn, fem drenge og to piger.

Da Henrik Stampe døde i 1876, fortsatte hans søn af samme navn i sine forældres ånd, og Nysø blev ved
med at være et samlingssted for kunstnere. Han studerede jura, men skiftede til landvæsenet, var frivillig
sergent i Treårskrigen 1848-51. Han var gift med Jonna f. Drewsen (1827-1878). Hun var datter af Adolph
Ludvig Drewsen, som var jurist, politiretsassesor og hvis far var en velhavende forretningsmand og ejer af
Strandmøllen og papirfabrikken ved Mølleåen, og Ingeborg Collin. Hendes far Jonas Collin var en af tidens
største mæcener for H.C. Andersen, og Ingeborgs bror Edvard og H.C. Andersen betragtede hinanden som
brødre.

Henrik (1821-1892) og Jonna efterlod sig fire døtre, hvoraf den ene, Rigmor Bendix Stampe, har skrevet om livet på Nysø.

1. Baronesse Rigmor (1850-1923), forfatter, gift 18. juli 1879 med komponist, professor Victor
Emanuel Bendix
2. Baronesse Astrid (1852-1930), kvindesagsforkæmper, gift 29. oktober 1881 med amtmand over
Ringkjøbing Amt Gustav Hakon Valdemar Feddersen
3. Baronesse Kirstine (1856-1884), forfatter , gift med indenrigsminister Vilhelm Bardenfleth
4. Baronesse Jeanina Emilie (1861-1911). Gift 27. september 1882 med stiftamtmand over Fyns Stift
og amtmand over Odense Amt Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières. Forældre til
Billes farmor, Elisabeth de Jonquieres.

Da baroniet i henhold til erektionspatentet ikke kunne arves af de fire døtre gik Nysø til Henriks bror Holger
(1822-1904), som tog navnet og fik friherreligt patent på Stampe-Charisius i 1892. Medens Holger arvede
gården, har døtrene sandsynligvis arvet meget af indboet, og det er årsagen til, at Bille har så mange ting
fra Nysø.

Holger Christian Frederik lensbaron Stampe-Charisius døde barnløs i 1904, og derfor gik baroniet til en af
slægtens sidelinjer.

Efter, at den friherrelige linje var uddød, overgik baroniet til justitsråd Oluf Stampe sønnesøns sønnesøn,
cand.phil. Henrik Stampe (1878-1925). Under ham overgik baroniet til fri ejendom i 1924 i henhold til
bestemmelserne i lensafløsningsloven af 1919. I den forbindelse skulle baroniet betale en afgift til staten.
Henrik Stampe betalte afgiften ved at lade en stor del af Jungshoveds jorder udstykke til husmandsbrug.
Ellers var reglen i majoratsbestemmelserne, at jorden uden arvinger skulle gå tilbage til Kongen.
Han efterlod en datter, Birgitte Caroline Maroucha Stampe. Hun giftede sig med Ole Holst, og i dag kalder
slægten sig Stampe-Holst. Hun kunne arve, da majoratsbåndene ikke længere gjaldt, idet
lensafløsningsloven af 1919 ophævede majoratsbestemmelserne.

Thorvaldsen og familien Stampe
I en alder af 68 år vendte Bertel Thorvaldsen (1770-1844) i 1838 under stor opmærksomhed hjem fra
næsten 41 års uafbrudt ophold i Rom. Som ganske ung drog han, efter at have vundet kunstakademisk
hæder med erhvervelsen af den store guldmedalje, til Rom. Her opnåede Thorvaldsen forbløffende hurtigt
et internationalt gennembrud, og da billedhuggeren endelig vendte hjem til Danmark, for dér at nyde sit
otium, var hans ry og berømmelse større end nogensinde.

Med sig hjembragte Thorvaldsen sin kunstsamling, som han i 1837 havde besluttet at testamentere til sin fødeby, der til gengæld lovede at kvittere med et nyopført museum. I disse to forhold, kunstnerens efterhånden fremskredne alder, samt løfterne om et museum til hans værker, skal man formentlig søge årsagerne til, at han valgte at vende hjem til Danmark. De mange år i Rom vanskeliggjorde overgangen til hverdagen i Danmark, og for at sikre landets verdensberømte søn et langvarigt ophold i Danmark bad Kong Frederik VI baronesse Christine Stampe, som selv havde tilbragt dele af sin ungdom i Italien, om at tage sig af Thorvaldsen.

Christine Stampe (f. Dalgas) og Henrik Stampe, og deres landsæde, godset Nysø ved Præstø, kom til at
danne rammen om Thorvaldsens liv fra 1839-1844. Det er baronessens fortjeneste, at kunstnerens sidste år er relativt velbelyste gennem manuskriptet, som dog først udkom efter hendes død: baronesse Christine
Stampe erindringer.

Stærkt tilskyndet af kongen blev Christine Stampe gennem sin søster Susette Schouw, som var gift med
botanikeren J. F. Schouw, der hørte til kredsen omkring Thorvaldsen, introduceret til billedhuggeren, og
hun inviterede ham straks til Nysø.

Thorvaldsen blev indtaget af baronessens ligefremme væremåde, og han var ikke sen til at følge
opfordringen. Den 4. juni 1839 ankom han første gang til Nysø, hvor han blev modtaget af hele familien.

Det, der i første omgang skulle have været et midlertidigt besøg, udviklede sig snart til et længerevarende
ophold. Intet sted var mere egnet end Nysø som kulisse for billedhuggerens sidste år, og det er i høj grad
baronessens fortjeneste, at Thorvaldsens sidste virksomme år også kunstnerisk set blev en frugtbar
periode.

På Nysø var der den arbejdsro Thorvaldsen, efter sin ankomst til København, havde manglet. Livet i
hovedstaden var for den feterede billedhugger præget af en stor tilstrømning til hans atelier på
Charlottenborg, hvortil Københavns befolkning valfartede for at se mesteren arbejde, ligesom invitationer
til banketter hos byens honoratiores også var hyppige.

Vel ankommet til Nysø blev Thorvaldsen installeret i nogle værelser på husets første sal, der både tjente
som atelier og private gemakker. Inden længe var han en integreret del af familien, der foruden baronessen
og baronen talte børnene Henrik, Holger, Christian, Elise og Jeanina. Baron Henrik Stampe havde en
kunstnerisk åre, og når lejligheden bød sig, forfattede han lejlighedssange og -digte til Thorvaldsens ære.
Blandt børnene kastede Thorvaldsen sin kærlighed på den yngste Jeanina, hvis små indstuderede skuespil, mimespil og digte han satte stor pris på. I familien Stampe fik Thorvaldsen den familie, han ikke selv havde, og han omtalte lunt den noget yngre baronesse som “sin gamle mutter.”

Det kulturelle miljø på Nysø
Med Thorvaldsen ankom en verdensberømthed til Præstø, og dette satte sit præg på livet på Nysø.
Thorvaldsens tilstedeværelse betød, at en lang række af kulturpersonligheder indfandt sig her, hvor
baronessen, der i praksis drev godset på vegne af sin mand, gæstfrit åbnede dørene for bl.a. forfatteren H.
C. Andersen, digteren Adam Oehlenschläger, forfatteren og salmedigteren B. S. Ingemann, arkitekten M. G.
Bindesbøll, forfatteren og filosoffen Henrik Steffens, landskabsmaleren J. C. Dahl, kunstkritikeren N. L.
Høyen, præsten N. F. S. Grundtvig, familien Puggaard, forfatteren Jens Baggesen, professor F. C. Sibbern,
samt en lang række af tidens øvrige kunstnere. Med Thorvaldsen og Christine Stampe som naturlige
midtpunkter udviklede Nysø sig til et kulturelt kraftcenter, hvor tidens store ånder mødtes til livlige
debataftener og hyggelige selskaber, hvor man fornøjede sig med højtlæsning og det lotterispil, der var én
af Thorvaldsens foretrukne fritidsbeskæftigelser.

Thorvaldsens kunstneriske virke i de sidste år
Nysø blev den perfekte ramme om Thorvaldsens sidste skabende år, og baronessen sørgede på sin egen
håndfaste og kompetente facon for at opildne Thorvaldsen, såfremt han skulle vise ulyst ved arbejdet.
I forhold til romeropholdets værker fik hans kunstneriske virke tilføjet en række nye facetter under
opholdet på Nysø. Særligt markant er det nytilkomne “naturalistiske”, genremæssige element i hans
billedhuggerkunst.

Thorvaldsen, der i Rom ofte havde beskæftiget sig med en række mytologiske temaer og lettere idealiserede portrætbuster, tog under opholdet på Nysø gerne udgangspunkt i den hverdag, han var en del
af.

Derfor vil man hyppigt se, at medlemmerne af familien Stampe optræder som modeller i Thorvaldsens
værker fra denne periode. Særligt den lille Jeanina måtte hyppigt stå model, og gennem hans arbejde med
Psyche- figuren kan man forfølge, hvorledes de første udkast synes ganske tæt på portrætlighed med
modellen, hvorimod det endelige værk i sin idealisering har fjernet sig langt fra skitsernes udtryk.

Særligt stærkt i denne sammenhæng står Thorvaldsens to såkaldte “familierelieffer”. Det ene skildrer
familiens bivånelse af kunstnerens arbejde i atelieret, det andet, “Baron Stampe og hans sønner på
stranden”, er en ganske dagligdags begivenhed, nemlig baronen, der med sine to sønner bader i Præstø
Fjord.

Thorvaldsen var kendt som damernes ven. Han forblev ugift, men fik to børn med Anna Maria Uhden, født
Magnani, sønnen Carlo Alberto (1806-1811) og Elisa (1813-1870). Da han døde i 1844, efterlod han sig en
betydelig privat samling af udpræget erotisk kunst, som blev gemt væk i museets magasiner efter hans død,
og som stadig den dag i dag ikke kan ses af museets gæster. Han tegnede selv adskillige erotiske motiver,
men mange af dem blev desværre brændt, da man for alt i verden ville undgå at få plettet den store
mesters renomme. Baronessen på Nysø skulle have kastet mange erotiske lerfigurer i voldgraven.

H.C. Andersen, Thorvaldsen og familien Stampe
Det er svært at beskrive H.C. Andersen uden at det også kommer til at handle om Thorvaldsen. H. C.
Andersen var betydeligt yngre end Thorvaldsen ca. 35 år. (1805 – 1875).

Baron Henrik og baronesse Christine Stampe havde i en årrække været gæstfri værter for blomsten af
dansk åndsliv: Grundtvig, Oehlenschläger, Ingemann og Carsten Hauch, og gennem baronessens nevø
maleren Carlo Dalgas søgte andre danske landskabsmalere motiver fra Nysø’s have og omegn.

H. C. Andersen havde lært familien Stampe at kende hos Wulffs, og datteren Henriette formidlede en
invitation. Den første indtraf i løbet af sommeren 1838 før Thorvaldsens hjemkomst.

Baronesse Stampe var en af de drivende kræfter, i Andersens øjne en af fanatikerne, i indsamlingen til
Thorvaldsens museum. Ved en middag i vinteren 1839 hos sin søster og svoger, professor i botanik J. F.
Schouw, traf hun muligvis for første gang den store mand, dvs. Thorvaldsen. Thorvaldsen havde besøgt
Nysø i hendes svigerforældres tid, og selv havde hun i sin ungdom set hans værksted i Rom.

Snart efter bortførte hun ham til Nysø, vistnok tilskyndet af prins Christian Frederik, som samme år blev
konge. Hun tog sig moderligt af ham og fik ham til at bestille noget oven på den opslidende selskabelighed i
København. Til manges fortrydelse, men til gavn for kunsten bemægtigede Christine Stampe sig ganske
Thorvaldsen. Med ham som midtpunkt omgivet af mand og børn samlede hun en kreds af venner og
åndsbeslægtede på landet og i hovedstadens vinterlejlighed. Blandt de begunstigede gæster var H. C.
Andersen.

De to venners samvær på Nysø blev hverken talrige eller langvarige. For Thorvaldsen var det hans andet
hjem, hvor han kunne arbejde uforstyrret, når han ville, mens Andersen blot var en gæst blandt flere. I det

sene efterår 1840 tog han på sin anden store rejse og var først tilbage i juli året efter. Nogle måneder
forinden var Thorvaldsen rejst til Rom med Stampe og kom først hjem i oktober 1842. Det blev til fire
ophold. I august 1839, i juni og august 1840 og i det sene efterår rundt Thorvaldsens sidste fødselsdag i
1843.

Digteren og baronessen døjede ikke altid hinandens selskab. Hun var ham for dominerende og kommanderende, han var hende for selvoptaget og underholdende. Hendes væsen bundede i det huslige og ægteskabelige. Henrik Stampe var helt uden evner til at bestyre et gods, til tider utilregnelig, excentrisk, men skikkelig, til andre tider nærmest sindssyg, hvad Andersen allerede i sommeren 1838 var blevet klar over. Som regel viste han sig dog elskelig og underholdende ikke uden et vist skarpsindigt lune.

En aften på Nysø, fortalte Andersen i et brev til Theodor Collin: “Sad vi alle om Bordet, Thorvaldsen med. Ja, Christine, Du skal nu altid have en Dukke at lege med, sagde Baronen; ifjor var det Een, i Aar en Anden; nu er det Thorvaldsen, enten det saa er en stor eller en lille, en Dukke er det dog kun for Dig.”

Baronesse Stampe var otte år ældre end Andersen, der måske havde været hendes dukke i 1838, og små
tredive år yngre end Thorvaldsen. Han kaldte hende alligevel sin “gamle Mutter”. Hun elskede og
beundrede ham, men derfor kunne de godt nappes og blive sure på hinanden. Dog, det endte altid med en
kærlig forsoning.

H. C. Andersen mente, at han ikke blev værdsat efter fortjeneste og måtte finde sig i flere tilsidesættelser af
den myndige værtinde. Han forstod alligevel hendes, om end ikke helt uegennyttige, så dog oprigtige
venskab og betydning for Thorvaldsen. Han delte ikke nogle københavnske damers skumlen og jalousi. Han var overbevist om, at den utrættelige omsorg og rent manuelle hjælp, hun ydede ham, bandt den gamle berømthed til Danmark. Uden hende og Nysø havde Thorvaldsen nok endt sine dage i Rom.

Det første besøg begyndte med en misforståelse. “Den naadige Frue var saa elskværdig at sige ved sit
forrige Besøg herinde,” skrev han til Henriette Wulff, “ja, saa kommer De med Thorvaldsen.”

Men æresgæsten var allerede hentet, og der havde været god plads til ham i vognen. Det var ikke noget for
den sårbare digter af tre udgivne romaner og flere højt skattede eventyr. Baronesse Stampe havde i
mellemtiden haft nok om ørerne og i travlheden glemt, at der var kommet andre planer i vejen. Stampe var
rejst med Thorvaldsen til Altona og derefter gjort en udflugt til Helsingør, Helsingborg og Kullen.
Hjemrejsen gik over Møn, for hun havde forberedt en overraskelse. I Nysø have stod en nyopført pavillon
og atelier, “Vølunds Værksted”. Her var højt og rummeligt og plads til, at Thorvaldsen kunne modellere sin
portrætstatue i mere end fuld størrelse, et brændende ønske, som baronesse Stampe havde grædt sig til at
få opfyldt.

Til Nysø kom Andersen alligevel, men så sent som i midten af august 1839. Dagen efter skrev han til Jonas
Collin: “Strax da jeg kom her i aftes, blev jeg særdeles vel modtaget. Baronessen var meget elskværdig og
Thorvaldsen opvartede med kys.” Han tilbød sin tjeneste som sekretær vel vidende, at Thorvaldsen nødigt
besvarede breve, “men Baronessen afbrød mig strax, at det var hendes Embede at bestyre hele
Correspondancen”.

Under opholdet kom det til en pudsig og for de tre karakteristisk scene, som Andersen fortalte Thiele, der
indførte den i sidste bind af sin biografi: Thorvaldsen var i færd med at modellere en frise til Vor Frue Kirke,
Jesu Gang fra Pilati Huus til Golgatha, – “En Morgen da han (d.v.s. Andersen) kom ind i Studiet,” refererer
Thiele, “fandt han Thorvaldsen — med Basrelieffets Begyndelse. Husets Frue, Baronesse Stampe, var
tilstede, og Talen var om det Costume, Thorvaldsen havde givet Pilatus. Siig mig, sagde Thorvaldsen, da
Andersen kom til, — finder De, at Pilatus Paaklædning er rigtig.-’ — De maa ikke sige Noget! afbrød
Baronessen, idet hun vendte sig til Andersen, – Det er rigtigt! Det er fortræffeligt! – Gaa De kun Deres Vei! – Men Andersen gik ikke, og da Thorvaldsen gientog sit Spørgsmaal, svarede han: Da De spørger mig, saa
maa jeg tilstaae, at det forekommer mig, at Pilatus snarere er klædt som en Egypter, end som en Romer! —
Det er ogsaa min Mening! svarede Thorvaldsen, greb i det Samme ind i Leret og ødelagde Pilatus’ Figur.
Andersen, udbrød Baronessen med Heftighed, Nu er De Skyld i, at Thorvaldsen har ødelagt et udødeligt
Værk! – Saa kan jeg giøre etnyt udødeligt Værk, svarede Kunstneren tørt og begyndte igien paa Pilatus.”

I Mit Livs Eventyr fortæller Andersen om et andet besøg i Vølunds Værksted: “Jeg hilsede god Morgen, han
syntes ikke at ville bemærke mig, han var saa ivrig i sit Arbeide, traadte imellem et Skridt tilbage og bed sine friske kraftige Tænder sammen, som hans Maade var, naar han ret saae paa sit Værk; jeg listede mig stille bort.

Ved Frokostbordet var han endnu mere ordknap end sædvanlig, og da man bad ham dog tale lidt, sagde
han paa sin tørre Maade: Jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa
mig. Der mærker jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en
lang Historie jeg havde med Byron; jeg troede at det nok var et Ord værd igjen, jeg dreier mig om, og saa
har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge. — Vi bad alle Thorvaldsen at fortælle
Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: O, det var i Rom, sagde han, da jeg skulde giøre Byrons
Statue, satte han sig for mig, men begyndte strax at stille et ganske andet Ansigt op, end han pleiede; Nei
vil De ikke sidde rolig! sagde jeg, De maa ikke giøre de Miner! Det er mit Udtryk! sagde Byron — saa!, sagde jeg og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde og alle Mennesker sagde, da det var færdigt, at det lignede, men Byron saae paa det: Det ligner slet ikke!, sagde han, jeg seer mere ulykkelig ud! — Han skulde nu altid være saa ulykkelig!, tilføjede Thorvaldsen med humoristisk Udtryk.”

H. C. Andersens bidrag til underholdningen på Nysø var lejlighedsdigte og sange, selv til fester, hvortil han
ikke var inviteret, som da kongeparret meldte sig i 1840. Når han var sammen med Thorvaldsen, læste han
gerne sine eventyr højt. Dem holdt den gamle billedhugger meget af. I tusmørket, når familien var samlet i
den åbne havestue, kunne Thorvaldsen klappe Andersen på skulderen og sige: “Faaer vi smaa Børn et lille
Eventyr”. Da han i sin alderdom kommenterede sine eventyr og historier, erindrede han, at Thorvaldsen
ved en anden lejlighed havde sagt: “Naa, skriv os nu et nyt, morsomt Eventyr. De kan jo skrive selv om en
Stoppenaal.” Det blev til eventyret om Stoppenålen, “der var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind, at hun
var en Synaal”. — Men Andersen måtte ikke læse højt for Thorvaldsen, mens han arbejdede. Den gunst
forbeholdt baronessen sig.

I slutningen af opholdet på Nysø i løbet af sensommeren 1839 fik H. C. Andersen i selskab med Thorvaldsen og Stampe en invitation til Gisselfeld. Lensgrevinde Henriette Danneskjold-Samsøe var søster til baron Stampes mor. Thorvaldsen blev bedt om at modellere en buste af lensgrevinden og Andersen om at skrive en sang. “Jeg lavede den mens vi kjørte og Klokken 10 næste dag fløi Joqeien med den til Gisselfeld.” Til taflet skulle de være sammen med prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie.

Det var ikke første gang, Thorvaldsen og Andersen var herregårdenes gæster. På ud- og hjemrejsen i
forbindelse med sit ophold i København 1819-1820 havde Thorvaldsen blandt flere besøgt Breitenburg,
Holsteinborg, Gisselfeld og Pederstrup. H. C. Andersen havde siden studentereksamen været indbudt til
herregårde på Sjælland, Fyn og Jylland og senest i sommeren 1839 var han en skattet gæst på flere
højadelige skånske godser. Inden Nysø havde han for første gang boet hos den gamle excellence grev
Gebhard Moltke på Glorup.

H. C. Andersen var så optaget af besøget på Gisselfeld og samværet – for første gang – med det fyrstelige
par, at han ikke nævner Thorvaldsen med et ord. Moltkes på nabogodset Bregentved indtraf dagen efter og
indbød begge til dinér med overnatning. Opholdet fik stor betydning for Andersen, og Bregentved blev i
mange år et af hans kæreste tilholdssteder.

Thorvaldsens sidste fødselsdag blev fejret på Nysø, og H. C. Andersen var med. Der var stort selskab og
mange forberedelser, for der skulle spilles teater i salen, og fruerne fra nabogårdene kom og gik for at
prøve rollerne.
Selve morgenen den 19. november 1843 blev Thorvaldsen vækket under spøg og skæmt. Baronesse Stampe havde bedt Andersen lave en vise, “Det var det samme, hvordan den var, kun lystig”. Digteren sang selv solostroferne:

En lille sang – o, hør dog den!
Thi nu er vi saa glade!
Det ere vi for Thorvaldsen,
Og saa for — Chokolade

hvorefter alle trampede, slog med ildklemmer, larmede med glas og flasker, knive og gafler og faldt i med
omkvædet:

Hæver nu Stemmen
At han kan fornemme’en
Som paa Svanevinge
Den klinge.

Der var tre vers, og Thorvaldsen kom frem i: “Slobrok, Tøfler og Underbuxer, svingende sin raphaelske Hue,
dandsede rundt i Stuen og sang med.”
Dandse og trampe
Saa vi Alle dampe!

Efter middagsbordet gjaldt det om at holde Thorvaldsen i ånde, inden Heibergs vaudeville Aprilsnarrene og
Holbergs Julestuen skulle opføres, for det vidste fødselsdagsbarnet intet om. Thorvaldsen opfordrede

Andersen til at læse eventyr for selskabet, “Dog jeg forpurrede det,” fortæller baronesse Stampe, “af Frygt
for, at han skulde lade de spillende i Stikken, han havde paataget sig at være Instructeur; vi kjender
Andersen, naar han skal læse for af sit eget.”

Da det hele var overstået, læste han alligevel efter aftenteen et par eventyr “som han fremsagde med
meget god Effect og Lykke,” tilføjede baronessen.

Thorvaldsens død
Den 24. marts 1844 døde Thorvaldsen i Det kongelige Teater. Han havde næppe sat sig på sin sædvanlige
plads, før han sank livløs sammen. Om formiddagen modellerede han flere timer på Martin Luthers buste
og var efter nogen overtalelse kørt til middag hos Stampe. Efter tidens sædvane gik middagsgæsterne
bagefter gerne i teatret. Oehlenschläger havde ikke lyst og Andersen den aften ingen friplads. Thorvaldsen
forlod selskabet alene. – Morgenen efter gik Andersen over på Charlottenborg og dvælede dybt bevæget
ved sin vens afsjælede legeme.

Nogen tid forinden var han blevet bedt om at skrive en artikel om Thorvaldsen til et tysk biografisk værk og
havde også nået at spørge ham: “om Et og Andet angaaende Biographien” og finde et velegnet portræt. Da
han kom tilbage på sit værelse, satte han sig straks ned og skrev et brev til værkets redaktør i Hamburg: “De begriber ikke, hvor jeg er rystet ved dette uventede Dødsfald! Jeg spiste igaar Middag med ham hos
Baronesse Stampe; foruden Familien der og jeg var der Oehlenschläger, Botanikeren Schouw og den unge
Maler Constantin Hansen der skal levere Malerier til det Thorvaldsenske Museum. Thorvaldsen var, som De veed, ikke meget talende; det var derfor igaar ganske eget ved Bordet at høre ham fortælle Anecdoter og tale om flere Ting, der havde staaet i Aviserne; han var meget oprømt og høist elskværdig; jeg sad ved siden af ham og drømte ikke om, at om en Time var han blandt de Døde.”

Efter Thorvaldsens bisættelse rejste H. C. Andersen i slutningen af maj 1844 udenlands. På vejen tilbragte
han tre uger hos greve Conrad Rantzau på Breitenburg i Holsten. Rantzau havde i sine yngre dage kendt
Thorvaldsen godt, hjulpet ham og fået sin buste hugget i marmor. Her, hos den gamle hædersmand, der
også havde været Andersen god, fuldendte han sin artikel. “Jeg har imidlertid benyttet denne Eensomhed,”
skrev han den 7. juni til Edvard Collin, “ret til at udarbeide Thorvaldsens Levnet, noget, som De veed jeg har lovet Lenz i Hamburg, jeg tror virkeligt, at det er blevet ganske interessant og ret poetisk fremstillet; netop i Aftes blev jeg færdig dermed, nu reenskriver jeg, saa at jeg er træt i Haanden.”
H. C. Andersens biografiske skitse af Thorvaldsen kom som føljeton i fire numre af Berlingske Tidende
omkring nytår 1845, den tyske oversættelse noget senere. Endelig medtog han i en forkortet og
omarbejdet skikkelse biografien i sine Samlede Skrifter.

Thieles og senere kunsthistorikeres bøger om Thorvaldsen har forlængst forældet Andersens artikel. Som
bidrag til Thorvaldsens levned eller til forståelse af hans kunst er den let at overse og slutter sig til hans
andre Biographiske Skizzer af Jerichau, J. P. E. Hartmann og Ingemann. Andersen fortæller Eventyret om
Bertel Thorvaldsen i et højstemt, journalistisk blomstersprog – sådan skriver ingen mere. Alligevel mærker
man, at det er skrevet af en samtidig, som elskede Thorvaldsen og kendte ham bedre end de fleste.

Slutning.

H. C. Andersen satte overordentlig pris på at blive malet, tegnet, modelleret og fotograferet, hvad en
samtid og eftertid noget ubarmhjertigt skrev på hans udskregne forfængeligheds regning.

Blandt Thorvaldsens mange portrætbuster, et samtidsgalleri uden sidestykke i europæisk kunst, savnes en
af H. C. Andersen. Den store billedhugger overvejede dog at forme sin yngre digtervens karakterfulde
hoved.

Som gammel betroede Andersen forfatteren Nicolai Bøgh, at fjorten dage før Thorvaldsens død ville han
påbegynde arbejdet.

“Hvad vil De faae ud af det Ansigt,” spurgte baronesse Stampe. “Lad De mig om det, Madam,” svarede
Thorvaldsen, “saa kan De tro der nok skal blive noget ud af det.” Men der blev aldrig noget ud af det, og H. C. Andersen kom ikke til at bo “i Huset”. Han måtte lade sig nøje med at blive malet på Sonnes frise udenfor, i digterbåden, holdende sig til masten, mens han svang sin høje hat.

Et udpluk af H.C. Andersens dagbøger.
H.C. Andersen skriver i dagbogen fra den søndag den 25 maj 1851 bl.a. :
25 Mai.
Søndag, sov urolig. Koldt Veir, spadseret, faaet en Rose af Jonna. -Tog efter Indbydelse med Henrik og
Jonna over til Nysø. Baronessen der var meget net; vi spiiste Krebsesuppe, saae Thorvaldsens Atellier, hans Værelse &, jeg har ikke været her siden han levede, det var ganske underligt at komme her. Janina og Elisa bad mig meget om at læse af » I Sverrig« som var der; jeg læste og gamle Baron var meget opfyldt. (I
Formiddags paa Christinelund har jeg ogsaa læst og Henrik var saa grebet over Poesiens Californien og Tro og Videnskaben,) Klokken 9 kjørte vi hjem, Rigmor græd, jeg sladdrede hende i Søvn. Da jeg siden kom paa mit Værelse og Skodderne var lukket og Alt stille og mørkt, kom alle Mordhistorierne, fra Laaland, mig i Hovedet, jeg blev angest og troede at høre nogen gaae udenfor; Storken knæbrede, det var som der
bankedes paa et Søm i Skudderne, jeg tændte Lys, Klokken var kun halv tolv; sov først efter Klokken to, og
det var halv 9 da Henrik kom og kaldte paa mig. /
26 Mai.
Koldt Veir; spadseret i den lyse Bøgeskov; digtet Prologen for Rosa Price; opad Dagen kom i Besøg Frøken
Charlotte Raben og hendes Søster fra Beltringe. -Dagmar Dalgas er kommet for at blive i denne Uge,
medens de paa Nysøe er borte. Nu mod Aften smukkere, mere stille Veir.
27 Mai.
I Nat Klokken 2 vaagnede jeg ved Banken, jeg troede det var Vinduesskaaderne tier lukkedes op, men da
jeg saae at Klokken ikke var mere tænkte jeg det var Balam ( Samson) der slog med Halen, jeg gik ud, men
han laae ikke paa Gangen, efter Løfte, jeg blev ærgerlig derover. I Dag hører jeg det er ham, han har ligget
uden for og slaaet med Halen paa Døren. Koldt Veir. -Barberen fra Præstøe kom herud og jeg blev da en ret reen paa Hagen. Kjørt med Henrik hen til Holger, Dagmar var med, en ret livlig Pige, med Sands for Naturen.
Elise er hos Holger i hans Gaard, vi to sad sammen paa Turen til store Hestehave der ligger paa Pynten af

Jungshoved, ud mod Præstøebugt. -Vi kjørte gjennem Skoven af snevre Skovveie, hvor hvor
bredsporede.......
Billes farmor havde en sovsekande i sølv, hvorpå H.C. Andersen havde ladet indgravere en hilsen til Jeanina.
Den lød noget i retning af: ”Til min kære, Nina. H.C. Andersen” og en dato. Farmor lod sig overtale til at give
den til sin søster, Margrethe de Jonquieres, moster Grethe. Hvor den blev af derefter vides ikke.
Som den yngste af pigerne har hun tilsyneladende været alles yngling.
På SDU kan man finde en lang række breve til og fra H.C. Andersen. Prøv at søg på Stampe eller Brahe.
http://andersen.sdu.dk/brevbase/find/index.html

Juristen Henrik Stampe (1713 – 1789)
Henrik Stampe (28. januar 1713- 10. juli 1789) var en dansk jurist, generalprokurør og statsminister.

Efter at have bestået teologisk embedseksamen i København studerede Stampe filosofi, jura, matematik og
fysik i Marburg og endte med at gøre jura til sit hovedstudium. Fra 1741 professor i filosofi ved Københavns
Universitet efter at have tabt konkurrencen om et professorat i retsvidenskab til Peder Kofod Ancher. Fra
1753 professor juris og samme år tillige generalprokurør, hvilket gav ham sæde i kancelliet.
Generalprokurøren var datidens juridiske konsulent for konge og regering, og han havde desuden sæde i
Højesteret.

Stampe er særligt kendt for sine erklæringer, en række juridiske responsa, han udarbejdede i sin egenskab
af generalprokurør, og som siden er udgivet og prises for deres eksempler på dygtig forvaltning i
enevældens Danmark. Selvom enevældens embedsapparat var snørklet og havde personsammenfald i
mange embeder, holdt Stampe efter inspiration fra Montesquieu fast i, at i hvert fald den dømmende magt
måtte være adskilt fra den udøvende, og Stampe var således en af de tidligste fortalere for retssikkerhed.
Dette gjorde han i en årrække med overordentlig stor iver og med stort udbytte både for sig selv og for sine
tilhørere. Imidlertid var han (1743) blevet både medlem af det juridiske fakultet og af Konsistorium, hvilket
sidste stod i forbindelse med, at han også blev universitetets sekretær. I 1751 forbandt han med disse
stillinger også at blive kvæstor ved universitetet.

Omsider udnævntes han 16. februar 1753 til juridisk professor, og det så nu ud, som om han på forskellige
måder var forsvarlig knyttet til universitetet; men ejendommelig nok, samme dag, han blev juridisk
professor, udnævntes han til den vigtige stilling at være generalprokurør og dermed desuden til at have
sæde i Kancelliet, et vidnesbyrd om, i hvilken grad hans gamle velynder Holstein, der var kancelliets
præsident, havde sin opmærksomhed henvendt på ham.

Naturligvis var det umuligt samtidig at være generalprokurør og at virke med kraft som
universitetsprofessor; men Holstein fik det indrettet på bedste vis for ham. Mens han nemlig slap for i
fremtiden at holde forelæsninger imod at betale en mindre sum til en vikar, beholdt han for øvrigt
professorembedets ret betydelige indtægter i forening med sin lønning som generalprokurør. Visse 

forretninger vedblev han stedse at røgte ved det juridiske fakultet, ligesom han stadig var medlem af
Konsistorium indtil året 1785 og tillige bevarede kvæstorforretningerne indtil året 1784. Generalprokurør
Hans rolle i lovgivningsarbejdet. Hans fortsatte virksomhed ved universitetet vedrører os dog ikke her. Det er hans arbejde som generalprokurør, der fra året 1753 træder i forgrunden. Således som
denne embedsmand på denne tid var stillet, bestod hans gerning væsentlig i at være en slags konsulent for
de forskellige Kollegier, især for danske Kancelli, ved at afgive erklæringer over juridiske spørgsmål, der
rettedes til ham, samt i at udarbejde udkast til love enten efter opgivne momenter eller uden sådanne.
Enhver vil kunne forstå, at i en fremragende jurists hånd måtte et sådant embede kunne få stor betydning, og der er da ingen tvivl om, at Stampe i tiden fra 1753-70 har været den vigtigste mand i kancelliet.
Mens man sædvanlig i de tider ved kollegiernes historie lider af vanskeligheden ved at skelne, hvad der har
været de enkelte kollegiemedlemmers særlige del i det, der er udrettet enten af godt eller af mindre heldigt, er det anderledes med Stampe. Udbyttet af hans gerning ligger tydelig og klart i de efter hans død i følge hans egen beslutning udgivne Erklæringer, hvorved han i høj grad har sat sig selv et monumentum ære perennius (minde for evig tid). Hvad der udmærker dem, er for det første store formelle fortrin. De indtager, rent stilistisk set, en høj plads i den tids prosalitteratur her hjemme; i den grad er fremstillingen naturlig og klar, samtidig med at sproget er ualmindelig godt og tit påfaldende livligt, når man tager de med nødvendighed jævnlig temmelig tørre emner i betragtning. Hovedsagen er imidlertid naturligvis de fortrinlige juridiske udviklinger, de indeholder, der bæres af en mærkelig bon sens (sund fornuft) og af et klart blik for det praktiske livs krav. Det er dog ikke den rent juridiske side af dem, der i denne skildring skal fremdrages. De er nemlig tillige såre vigtige ved det billede, de giver af Stampe opfattelse af vigtige statsforhold og samfundsforhold og af hans virksomhed for deres udvikling.
Stampe var så fuldt som nogen her hjemme en varm tilhænger af enevælden og overbevist om det
fortræffelige ved statens forfatning med dens kollegiestyrelse. Men han stod derfor på ingen mådeuden for
adskillige af de fremskridtstanker, der på den tid var satte i bevægelse ad statsvidenskabelig eller filosofisk
vej. Man kan således ikke være i tvivl om, at han på flere punkter var påvirket af Wolf, når denne på den
ene side betonede det almene vel som statssamfundets opgave og tillige fremhævede menneskenes

naturlige lighed og frihed. Der var herved fremdraget meget vigtige synspunkter til bedømmelse af
adskillige stats- og samfundsforhold, og tanken om det store hensyn, der skyldtes folket midt i den
enevældige stat i modsætning til den tidligere stærke fremhævelse af fyrstens dynastiske interesser, var
herved kommet til at ligge ligefor.

Borgerlig frihed og myndighedsadskillelse
Under påvirkning af disse bevægelser i datiden var Stampe ligesom Jens Schielderup Sneedorff, Tyge Rothe, Frederik Lütken og andre stærkt gennemtrængt af tanken om den ret til borgerlig frihed, som de enkelte borgere i et land havde, og han mente også, at den dansk-norske stats lovgivning sikrede folket en sådan. Værnet for denne frihed og den dermed forbundne sikkerhedsfølelse lå efter hans opfattelse i den trygge adgang til lands lov og ret, der kunne sikre borgerne imod vilkårlighed, fra hvilken side den så kom. I det han mente, at det særlig var kancelliets opgave at våge over, at undersåtternes ret på dette område blev agtet, kan man sige, at han også opfattede det som sin personlige pligt, og den gennemførte han trofast, hvor der var lejlighed dertil.

Et hovedpunkt var her, at der værnedes over adskillelsen imellem den udøvende og den dømmende
myndighed, en adskillelse, som ikke længe i forvejen Montesquieu med stor kraft havde ført ordet for i sit
berømte værk om Lovenes Ånd. Den ene gang efter den anden førte Stampe en levende kamp imod
embedsmænd omkring i landet eller imod regeringskollegier, som han mente gjorde sig skyldige i at gå
uden for deres område ved at blande sig i domstolenes gerning og udvirke kendelser ved kongelige
resolutioner i stedet for at lade afgørelsen ske ved domstolene.

Stampe kunne ved sådanne lejligheder bruge det skarpeste sprog. I det han ville arbejde for, at den ved
lovgivningen fastslåede rettergang blev stillet på den plads, der tilkom den i samfundet, værnede han da
også med iver om appellationsinstitutionen. Han bekæmpede af al magt, at en sag, der var pådømt ved en
lavere domstol, bag efter kunne indankes til endelig afgørelse ved en kongelig resolution, den skulle gå til
den højere retsinstans. Naturligvis værgede han derfor med stor styrke om Højesteretsdommenes
uforanderlighed, med undtagelse af at selvfølgelig kongen måtte have benådningsret. Kun i visse enkelte
tilfælde mente Stampe, at der kunne fældes domme ved kongelige resolutioner.

Lighed for loven og bondeven
Der kan ingen tvivl være om, at ligesom den begrundelse, han gav af hele dette punkt, har sin store
interesse, således har hans varme kamp for domstolenes ret og ukrænkelighed haft betydning med hensyn
til Danmarks indre politiske udviklings historie. Hånd i hånd hermed kan det fremhæves, at han med ikke
mindre styrke ville have alles lighed for loven slået fast. Det måtte, udtalte han, gøres klart, at "Kongen har
lige stor Omsorg for alle sine Undersaatter, fra den højeste til den laveste, og forskaffer dem alle lige
Sikkerhed for deres Liv og alt, hvad dem tilhører".

Det had imod vilkårlighed, der gik igennem alt dette, lod ham blandt andet i flere henseender være en
skarp kritiker af den behandling, som bønderne blev genstand for fra herremændenes side, og han havde et klart blik for, at deres tilstand havde udviklet sig på en for dem såre sørgelig måde. Hertil kom, at han havde fremskredne meninger på det økonomiske område, i det han holdt for, at frihed langt bedre end tvang fremkaldte flid og opsving. Han var derfor bestemt af den overbevisning, at selvejendom burde udvikles så meget som muligt på landet, mens hoveriet fremkaldte dårligt arbejde, foruden at det gav plads for meget hårdhed og vilkårlighed. På flere punkter mødtes han altså med den bevægelse for bondestandens frigørelse, der var i fuld gang her hjemme allerede under Frederik 5..

Ganske vist var han efter sin natur ikke de dristige reformers Mand; dertil var han, f.eks. hvad landbosagen
angik, for ængstelig for at komme til at træde proprietærernes vel erhvervede rettigheder for nær; men
hans kritik af de bestående fejl i ordningen var dog så stærk, at regeringen naturligt tog ham med, da
spørgsmålet om indgribende landboreformer blev rejst i året 1767 efter Reverdils initiativ. En erklæring,
som han da afgav 1. oktober om, hvorledes kongens hensigt at ville befri bønderne bedst kunne fremmes,
udtalte, hvad der var meget vigtigt, at stavnsbåndet alene afhang af proprietærernes forpligtelse til at stille
rekrutter, thi heraf var følgen, at når denne forpligtelse hævedes, var kongen i sin gode ret til at afskaffe
stavnsbåndet. Han udviklede også, hvorledes friheden ville have gode virkninger, bl.a. ved at fremme
befolkningstilvæksten; men han tilrådede, at hvis kongen ville forbedre bøndernes stilling, skulle man blive
stående ved at indskrænke stavnsbåndet til at omfatte tiden fra det fyldte 14. år til det fyldte 36. år.

I den følgende tid havde Stampe sæde baade i Landvæsenskommissionen af 27. oktober 1767 og i
Landvæsenskollegiet af 15. april 1768, og han havde stor del i de forordninger, som dette kollegium fik
udstedt både om hoveriets bestemmelse, om forøgelse af selvejendom og om fællesskabets ophævelse.
Det vides, at han var et af de ivrigste medlemmer af kollegiet, og det må tillige erindres, at videre end han
dristede selv Reverdil sig ikke til at gå med sit forslag til stavnsbåndets indskrænkning.

Yderligere erhverv og ærestildelinger
Den Sans for frihedens betydning for arbejdet, som bragte Stampe til at ønske selvejendom fremmet,
gjorde ham også ilde stemt imod de skranker, som vidtgående privilegier og lavsrettigheder kunne sætte
for omsætningen. Det var bl.a. det, der bragte ham til at få udvirket et reskript af 10. april 1761, hvorefter
der ikke måtte oprettes flere lav, samtidig med at optagelsen i de bestående lav lettedes, og eneret kun
måtte gives i visse bestemte tilfælde og for en vis tid, ligesom næringsfriheden i de danske og norske
købstæder betydelig udvidedes.

I det vigtige afsnit af Stampe Liv, som vi her har dvælet ved, havde han med stillingen som generalprokurør
også forbundet den at være højesteretsassessor, og foruden at han var blevet udnævnt til direktør for det
kongelige Søassuranceselskab, var der tilfaldet ham forskellige titler og andre Udmærkelser. Han var 1766
blevet konferensråd, 1769 Ridder af Dannebrog, 1770 gav dronning Sophie Magdalene ham sin orden de
l’union parfaite, og han var desuden 4. maj 1759 blevet optaget i den danske adelstand.
Imidlertid havde han tillige giftet sig (30. november 1753) med Christine Elisabeth Kløcker, datter af
etatsråd Herman Lengerken Kløcker; men døden berøvede ham hende allerede 1761.

Struensee og Ove Høegh-Guldberg

Den meget indflydelsesrige rolle, som Stampe havde spillet indtil 1770, ophørte, da Struensee i dette år
greb magten. Vistnok lod han Stampe beholde embedet som generalprokurør, og han brugte ham også,
bl.a. til at udarbejde en ny instruks for Højesteret; men stor indflydelse havde Stampe dog ikke i denne tid,
og som andre medlemmer af kancelliet følte han sig stærkt trykket ved den myndighed, Struensee
udøvede. Et meget godt arbejde fik han imidlertid dog i denne tid lejlighed til at udføre ved udarbejdelsen

af forordningen af 15. juni 1771 om Hof- og Stadsretten i København, og han holdt da også bag efter sin
hånd med kraft over denne domstol, med hvis indretning han havde sympatiseret.

Derimod havde han desværre ingen ære af, da han havde fået sæde imellem Struensees dommere, så at
være den, der affattede dommen over Struensee, som vel kendt et i flere henseender højst uheldig
redigeret aktstykke. Stampe var åbenbart under Struensee-katastrofen som så mange andre her hjemme
kommet rent ud af ligevægten.

I den såkaldte Guldbergske tid indtog han naturligvis en meget anset ydre stilling, og foruden at blive
gehejmeråd (1774) fik han sæde ikke alene i flere kommissioner, men også baade i overskattedirektionen
(1777) og i overbankdirektionen (1782), og i kancelliet vedblev hans ord at gælde meget; men dog var hans
virksomhed i denne tid mindre, end den havde været før 1770. Det ser også stærkt ud til, at han i længden
ikke har følt sig tilfreds med den Guldbergske styrelse, efterhånden som den ved kabinetsordrerne fik et
vilkårlighedens præg, der i høj grad stred mod de grundsætninger, han stedse havde gjort gældende. Et
tydeligt vidnesbyrd om uoverensstemmelsen imellem ham og Guldberg var det, da han på grund af
opposition imod dennes indgriben i bankstyrelsen fik sin afsked fra overbankdirektionen 19. august 1783.

Det er under sådanne forhold ikke underligt, at han blev draget ind i de forhandlinger imellem flere af
Guldbergs modstandere, der førte til Regeringsforandringen 14. april 1784. Der var ved denne lejlighed
gjort regning, bl.a. af A.P. Bernstorff, på, at han skulle træde ind i Konseillet, hvad også skete. Men
uheldigvis var Stampe den gang begyndt at blive legemlig svækket som en følge af apoplektiske anfald,
hvoraf det første havde ramt ham i december 1781. Under indflydelse af den tiltagende svækkelse af hans
arbejdskraft, der var en følge heraf, blev det i virkeligheden ikke noget energisk arbejde, han kunne udføre
som statsminister. Han døde i 1789.

Under tidsafsnittet imellem Struensees fald og 1784 havde han 1776 giftet sig anden gang, med en enke
efter konferensråd J.G. Klinggraf, Margrethe Elisabeth født Grøn, der overlevede ham. Ligesom hans første
hustru bragte hun ham formue, men fødte ham ingen børn.

Det Portræt, man har af Stampe, malet af Jens Juel, gør et overordentlig tiltalende indtryk, både klogt og
elskværdigt. Dertil svarer helt det billede, man får af ham ved at sysle med hans historie. Man ser i ham ikke alene den udmærkede embedsmand og jurist, men også en mand med humane og ædle grundsætninger, og hvad man hører om ham som privatmand, tyder på, at han har været en såre elskværdig personlighed.
Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokurørembedet vedkommende
Titelbladet til 3. bind af Stampe Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokurørembedet
vedkommende, som udkom i 1795.

Et anseligt vidnesbyrd om sin juridiske virksomhed har Henrik Stampe efterladt sig i sine ovennævnte
Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokurørembedet vedkommende, i 6 store kvartbind (1793
1807). Disse har en betydelig interesse så vel ved at bringe bud om den danske retstilstand fra en tid, hvor
den egentlige retsvidenskab var meget sparsom, som gennem de rige bidrag, de giver til bedømmelse af
Stampe personlighed, og da særlig som jurist.